Om
Peter Bak Frederiksen

Jeg har stort set altid tegnet og malet, men det er først indenfor de seneste 4 – 5 år, at jeg er begyndt at udstille mine værker. Af udstillingssteder kan bl.a. nævnes Musikhuset i Århus, Galleri Experiment i Silkeborg og Marziart International Gallery i Hamburg. Som yngre arbejdede jeg som regel med tuschpen, men i de seneste år sker de kunstneriske udfoldelser som regel med pensel og spartel på lærred med akrylmaling.
Inspirationen hentes ofte i naturen eller i forfaldne bygninger. Små detaljer giver ofte inspiration til mine malerier, men selve malerierne er ren fantasi. Man finder ikke den klippehule eller bjergformation, som jeg har malet, i virkeligheden – den skabes inde i mit hoved fra det øjeblik, hvor jeg sætter penselen eller spartlen til lærredet og begynder at forme billedet.
Billederne bliver ændret igen og igen indtil der fremkommer et eller andet, som appellerer til mig selv. Ikke fordi det nødvendigvis skal være smukt eller pænt, men billederne skal give “noget”. Jeg forsøger altid at skabe en stemning i mine billeder, og man kan sige, at mine billederne er meget personlige og afspejler den sindstilstand, som jeg har været i på det tidspunkt, hvor billedet blev skabt.
I mange af mine malerier arbejder jeg med lyset. Ofte har jeg både den mørke og den lyse side i mine billeder. Nogle indgange/åbninger er mørke andre lyse – man drages uvægerligt mod den lyse, men ofte gemmer den mørke måske på de største oplevelser. Den lyse side har ingen mening uden også at have den mørke som modpol.

